Hvem er vi?
Lidt om os
Havnens Vinotek er en vinbutik og vinbar ved havnen i Skive, hvor du kan få vin, øl, kaffe, spiritus og andet godt til ganen. ’To Go’ eller ’To Stay’, for hos os kan du altid, indenfor åbningstiderne, nyde et godt glas vin eller en kop kaffe i rolige omgivelser, ude eller inde.
Vinoteket drives af indehaver Jesper Dahlgaard og kompagnon Carsten Thomsen.
En mangeårig passion og interesse for vinens forunderlige verden fik i 2018 cand.merc og sommelier Jesper Dahlgaard til at åbne egen webshop. I forbindelse med Coronakrisen stod grossister og importører pludselig med en masse vin, de ikke kunne komme af med til restauranterne, som var lukkede. Så pludselig var der god vin at opkøbe til gode priser, og folk sad jo alligevel derhjemme og kedede sig – så salget af kvalitetsvin gik strygende.
I 2021 åbnede han sin første fysiske butik, men først to år senere var Jesper, som dengang underviste på Handelsgymnasiet i Skive, klar til at satse på vinen fuld tid. I 2023 åbnede Havnens Vinotek (dengang Vild med Vin) på havnen i Skive, sammen med Carsten Thomsen, der er uddannet dekoratør og mangeårig indehaver af den lokalkendte skiltevirksomhed, Dekolet. Carsten brygger i øvrigt øl og laver vin fra egen vinmark ved Knud Strand.
Havnens Vinotek er et sted for alle. Vores filosofi er, at det skal være sjovt at drikke vin, så hos os finder du hverken snobberi eller bedrevidenhed. Vi rådgiver på alle niveauer, og det eneste, der betyder noget for os, er, at du får en god vinoplevelse, uanset om du skal bruge en vin til 70 eller 500 kroner.